Danmarks bedste båltale? | Skanderborg Radikale Venstre

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Radikale Venstre Skanderborg

Danmarks bedste båltale?

Jeg elsker at synge danske sange. Jeg elsker det danske sprog og danske traditioner. Jeg elsker at mødes med danskere om dansk kultur - og stå her sammen med jer rundt om Sankt Hans bålet.

Båltale af Jonas Norgaard Mortensen, Ry den 23. juni 2017

Patriotisme

Jeg elsker at synge danske sange. Jeg elsker det danske sprog og danske traditioner. Jeg elsker at mødes med danskere om dansk kultur - og stå her sammen med jer rundt om Sankt Hans bålet.  

Ja, jeg elsker faktisk vores land, flag og fædreland. Jeg er jo dansker. Jeg er patriot.

Men jeg er ikke nationalist.

Slår man op i den danske ordbog er "nationalisme" betegnet med ”stærk eller overdreven nationalfølelse, ofte forbundet med en nedvurdering eller diskrimination af andre nationer”, hvorimod "patriotisme" er betegnet med ”samhørighedsfølelse, stolthed og loyal adfærd i forhold til det land hvor man er borger”.

Fædreland skabt af relationer

Min kærlighed til Danmark handler mindst af alt om geografi og jord. Det handler om relationer. Om forfædre og slægtled. Og værdier.

Min tipoldefar byggede fyrtårne i Danmark, min oldefar byggede skibe. Min morfar byggede kirker. Min far byggede virksomhed og min svigerfar har opdyrket heden.  Og samtidig opbyggede og opdyrkede de relationer til deres familie, naboer og medborgere…..

Det er deres land, der langsomt er blevet formet til mit fædreland. Og vi har arvet det af dem. Og skal give det videre til vores børn.

Bygger vi til, vedligeholder vi, eller lader vi det gå i forfald?

Folkeoplysning i Ry

Her i Søhøjlandet har vi en fin tradition for at forme vores fædreland. Engagere os frit i foreningslivet. Ja, lige her oppe på Himmelbjerget blev dansk folkesjæl og folkestyre formet ved det første folkemøde i 1839.

En dansk tradition for at det lokale, nationale og internationale ikke er hinandens modsætninger. Nej da, tværtimod. Det er hinandens forudsætninger.

En dansk tradition for, at det at tro på og stå fast på noget, ikke sætter os i modsætning til anderledes troende, men tværtimod skaber et reelt og ærligt møde. "Her er mine værdier, vis mig dine". "Her er min tro, lad mig høre om din."

Det var patrioten Steen Steensen Blicher der tog initiativet til folkemødet på Himmelbjerget, og senere bredte folkemøder og folkeoplysning sig med Grundtvig og andre ud i hele landet.

Det er historien om Danmark.

Et lille land i en kold egn på kloden, som ikke havde så meget.

Vi har hverken diamanter i undergrunden, store bjergkæder eller gunstige klimaforhold. 

Folkeoplysning som den danske model

Store patrioter og folkeoplysere som Grundtvig forstod, at vi har ikke så meget andet end folket. Det danske folk. Så hvis den danske nation skal lykkes, skal vi fokusere på og investere i folket. Det danske folk skal løftes, opdrages og uddannes. Det danske folk skal gøres dannede, duelige og dygtige.

Og derfor fik vi den danske tradition for folkeoplysning, folkehøjskoler, folkebevægelser, folkeskole, folkebibliotek, folkeånd, folkesange og folkestyre. Demokrati.

Det er denne investering, der kaster afkast af sig, når vi nu er et af verdens mest fredelige, tillidsfulde, rige og lykkelige lande på planeten Jorden.

Det er historien om Danmark. Det er værd at være taknemmelig for - og værne om. Det er værd at være patriot for.

Matador som danmarksfortælling

Min fædrelandskærlighed og patriotisme har fået et boost den seneste tid. Jeg har nemlig kastet mig over at se Matador. Igen. Igen. Jeg elsker Matador.

Matador minder mig om danskhed. Lise Nørgaard, Erik Balling og alle de dygtige skuespillere tegner nogle knivskarpe og kærlige portrætter af mennesker. Af danskere. Af dansk folkesjæl. Folkeånd.

På nogle måder minder Ry mig lidt om Matador. Ja, vi er på en måde en lille Korsbæk, hvor toget kommer ind. Nogle gange med forandringer. Nogle gange med nye driftige mennesker. Nogle gange med noget nyt, som bekymrer og skal håndteres. Og integreres.

I Ry har vi ikke "Røde" nede i stationsbygningen, som i Korsbæk, men vi har nytænkende og energiske turistchef Marianne Purhus.

Vi har ikke Mads Skjern, men vi har Kvickly, som både fascinerer og skræmmer lidt med deres magt og driftighed.

Vi har ikke Agnes og hendes bakker, men vi har Isabel Morgenstern og Ry Outdoor. Og så har vi ikke fede, men vi har min gode nabo maler Boesen - eller murermester Martin Storm. 

Tro og kulturelle

For mig at se kan Matador andet end at underholde. Den kan forhåbentligt minde os om, at vi har meget at være taknemmelige for og tro på i Danmark. Tro på vores kultur, vores traditioner, tro på vores værdier, tro på Gud og kristendommen, tro på hinanden og på fremtiden.

Og hvis vi tror lidt mere på os selv, står vi nok også med stærkere rødder og bliver lidt mindre bange, når der ruller nye vinde og værdier ind med toget til den lille stationsby.

Integration til kultur

For at vi kan integrere nye mennesker, skal der jo ligesom være noget at integrere til. Udfordringerne med integration er måske ikke så meget, at vores nye medborgere tror for meget. Men snarere at vi tror for lidt. På vores kultur. På kristendommen. På os selv.

Hvis vi står lidt mere fast og tror lidt mere på vores egne værdier, kan vi måske også bedre integrere andres. Uden at blive bange.

Sankt Hans og tradition

Sådan blander og udfordrer nyt og gammelt sig i vores fædreland. Selv Sank Hans er en version 2.0. Først var det en hedensk fest ved midsommer - danerne fejrede solen - og efter vi blev kristne er det en fest for Johannes Døberen - Sankt Hans.

Uanset, har bålet det formål og det symbol, at det samler os om noget, om hinanden, om noget vi tror på, om fællesskabet. Om det vi patriotisk vi skal tage vare på.

Patriotisme stammer fra ordet patria og pater, altså fader og deraf faderkærlighed. Vi er børn af vores land. Men vores land er også barn af os. Vi er sådan set alle fædre og mødre for Danmark. Som om vi ikke har børn nok - her til aften har I alle lige fået et barn mere: Danmark. Jeres fædreland. 

Løgstrup og ansvar

Tager I Danmark for givet? Eller tager I ansvar for jeres fædreland? Det ligger i vores hænder. Det ligger i dine hænder. Og det forvaltes, passes og plejes hver dag i mødet mellem mennesker.

K. E.  Løgstrup sagde, at vi møder aldrig noget andet menneske, uden at vi holder noget af det menneske i vores hænder. Vi holder hinandens liv i vores hænder. Vores drømme, håb, følelser, svaghed og personlighed.

Prøv at holde jeres hænder sammen, som om I bærer noget vigtigt og værdifuldt. Kan I mærke det? Sikke en gave det er at holde hinandens liv i vores hænder. Og hvilken vigtig opgave.

Det er værd at kæmpe for. 

Engagement og medborgerskab

I Matador vågner den henslumrende stationsby til kamp da nazismen truer. Ja, selv Maude vågner op. Der er pludselig brug for hende. Der er brug for, at hun kæmper for jøden Stein - og hun redder hans liv. Det gjorde Maude godt, at engagere sig i kampen for andre, for en sag, for noget der er større end en selv. Når vi finder et formål, finder vi også os selv.

Der er også meget at kæmpe for i Danmark. Faren er måske ikke så synlig som nazismen var, men der er andre ting, som kan true vores fædreland. Forbrugerisme, egoisme, materialisme, ensomhed, nationalisme eller slet og ret bare ligegyldighed.

Men kære patrioter: Danmark er værd at kæmpe for.

For hvor er vi dog mageløst heldige her i Danmark. Hvor er vi dog privilegerede og velsignede. At vi står her på en grøn og smuk og fredelig bakke i et berigende fællesskab rundt om bålet.

Vi har ikke bare vores fædreland liggende i vores hænder. Vi har også hinanden i vores hænder. Og fremtiden.

 

Vi vil fred her til lands. Sankte Hans. Sankte Hans.

Vi vil frihed her til lands.

Vi vil folkestyre, foreningsliv og folkeoplysning her til lands.

Vi vil fællesskab her til lands. Sankte Hans. Sankte Hans.

 

For vi er patrioter. Vi elsker vores land. Som vi har fået givet i vores hænder for at tage vare på det.

 

Tillykke med Danmark.

Og: Glædelig sommer til jer alle!

 

Om Jonas Norgaard Mortensen

Jonas Norgaard Mortensen har i mange år været engageret i værdidebatten om menneskesyn og samfundsværdier. Han har arbejdet med feltet som kommunikationschef i foreningslivet, partisekretær i det politiske og regionsleder i Mellemøsten. I 2012 udgav Jonas Norgaard Mortensen bogen "Det fælles bedste", som ud fra personalismens radikale betoning af menneskers relationer, værdighed og engagement kalder til en kulturrevolution mod systemstyring, vækst-fetish og væren-sig-selv-nok mentaliteten. Bogen er siden udkommet i tre oplag og blev i 2014 udgivet i en gennemredigeret udgave på engelsk som "The Common Good". I 2015 udgav Jonas Norgaard antologierne "Det personlige samfund", "Personalisme i praksis" og "Det relationelle menneske". "Personalisme i perspektiv", hvor en række førende fagfolk giver deres bud på, hvilke praksisser og perspektiver personalismens beskrivelse af mennesket giver for relationel velfærd. Jonas Norgaard Mortensen er i dag en aktiv foredragsholder, arbejder både nationalt og internationalt med personalisme og er direktør for Institut for Relationspsykologi, som arbejder med relationers betydning for dannelse, trivsel, ledelse og velfærd. 

Jonas Norgaard Mortensen er født i 1976; uddannet inden for statskundskab, litteratur og ledelse; bor i Ry; gift med Hanne Skovgaard og far til Johan, Selma og Oline.